Nyt fra baneudvalget
Vi har henover sommeren fået mange spørgsmål til, og nogen kritik af, vores skovprojekt, roughområder, greens, tuerne med rough, skrænterne på hul 6, 11, 14 og 18, teesteder, stier og skiltning. Dette blot for at nævne de væsentligste spørgsmål der har været rejst.
Vi valgte i baneudvalget at indkalde til et bredt møde, hvor alle udvalg og nogle frivillige banefolk blev repræsenteret. Mødet blev afholdt d. 12.8.26. På mødet fik baneudvalget lejlighed til at få input til kritikpunkter og mulighed for at sætte ord på de udfordringer vores greenkeeperstab har været mødt af i år.
Vi vil hermed gerne dele de emner der blev drøftet på mødet og hvilke beslutninger der blev truffet. Vi håber hermed at alle føler sig hørt og kan se virkningen af de kompromiser der er indgået. Der er mange meninger og ønsker.
Vedr. Skovprojektet:
Vi er nu næsten i mål med fræsning og såning. Det kan nu ses tydeligt, at det nye græs er ved at få fat. Vi mangler nogle få områder på hul 6 og 12. Der har været så mange sten i jorden, at vores maskineri brød sammen gang på gang i processen. Dennis og team har kæmpet en hård kamp for at få projektet til ende, samtidig med banepleje. Vi havde undervurderet udfordringerne med sten og har derfor ikke kunnet holde tidsplanen. Vi beklager den gene det har medført. Til gengæld er det glædeligt, at vi har kunnet holde økonomien, således at træfældningen har kunnet betale hele renoveringen. Vi har sågar haft et lille overskud, som har dækket en del af vores nye roughklipper til den nye rough.
Vedr. Roughområder og tuer:
Vi har modtaget flere mails fra frustrerede medlemmer og gæster som ikke har kunnet finde deres bold i flere områder. På mødet fik vi alle områder belyst og vi har som følge af diskussionen vedtaget at klippe flere roughområder ned og det justeres løbende. Tuerne er ligeledes blevet klippet ned. Det gør det muligt at finde bolden, men det fjerner også det visuelle indtryk af rødsvingel der svajer i vinden og viser hvor man ikke skal slå hen. På kort sigt vil vi holde roughen nede i disse områder. På længere sigt vil vi muligvis gøre jorden mere mager som kan tillade en “tynd” rough som kan blive høj, men man kan finde sin bold og slå til den. Det væsentligste er at man skal kunne finde sin bold og det skal være muligt at spille den. Der var bred enighed om denne plan på mødet.
Vedr. greens:
Vi har i år haft et ekstremt udfordrende år for vores greens. Vi havde nattefrost frem til midten af maj. Det betød at græsset ikke vækstede. Vi gik derfra direkte ind i en lang tørkeperiode, hvor vi havde det enorme uheld, at vores vandingsanlæg brød sammen. Det har givet greens med for lidt vækst og hele områder der slet ikke kom græs i. Vi beklager dette, men kan love alle at det ikke er mangel på indsats. Det er et uheldigt sammenfald af vind og vejr.
Vi har i de sidste år arbejdet med at gøre vores greens fremtidssikrede. Vi kan ikke længere bruge gødning, gift og pesticider som man har kunnet tidligere. Dennis kører et meget avanceret plejeprogram hvor han monitorerer jorden i greens løbende og justerer næringen og græstype efter de data han får. Den lange plan kører godt og vi er meget optimistiske. Vi er som følge af den plejeplan, meget mindre eksponerede mod svamp og sygdomme.
Vedr. Skrænterne på hul 6,11, 14 og 18:
Vi har idag ikke maskineri som kan klippe disse skrænter. Vi har derfor lagt følgende plan for skrænterne på hul 6, 11og 18. Vi vil prøve at få maskineri i budget, som kan klippe disse skrænter. Indtil vi har maskineriet, må vi leve med det.
For skrænten på hul 11 vil vi forsøge at udvide området med kortklippet græs til venstre for skrænten og dermed få et større område hvor bolden kan spilles op til green.
For hul 14 vil der blive etableret en dropzone, på en fordelagtig placering på kanten af strafområdet. Det skal være lettere at slå bolden over strafområdet, hvis man er røget i det. Da det er et strafområde, må man også have en forventning om at bolden kan være væk. Vi vil fortsat klippe bunden i det omfang vores maskiner kan køre dernede. Der er i ydersæsonerne for vådt. Skrænterne holdes fortsat rene for nye nye træer og højere beplantning.
Vedr. teesteder:
Mange af vores teesteder er færdige. De kan ikke længere renoveres. Vi har derfor lagt en plan for løbende etablering af nye teesteder, så snart skovprojektet er overstået. De nye teesteder vil blive bygget som teestedet på hul 5 – kvadratisk og med vanding fra enderne i stedet for fra midten. Det tillader et større teested med flere mulige tee-positioner. Det er svært at angive en præcis tidsplan for dette da det løses med eksisterende mandskab, men det er prioriteret højt. I denne prioritering ligger også en færdiggørelse af hul 17. Den sø vi har fyldt med afklip vil blive omdannet til halvt roughområde og halvt semirough. Den vil blive delt på midten, således at den eksisterende semirough bliver udvidet ind mod fairway. Resten af området vil blive udlagt som rough.
Vedr. stier:
Vi skal løbende vedligeholde vores stier når der kommer skyllerender og bliver udsat for almindelig slitage.
Vedr. skiltning:
Der har fra nogle gæster været kritik af vores skiltning mellem hullerne og fra klubhus til bane og range. Der vil blive gjort en indsats fra frivillige i maling af skilte og evn. opsætning af nye skilte.
Skulle der være medlemmer som føler at noget vigtigt er blevet overset, er de velkomne til at skrive til baneudvalgsformand Michael Vater på vater@hotmail.dk
Med venlig hilsen
Baneudvalget
