Danmarksturneringen 2023 – flotte HGC resultater
Årets runder i Danmarksturnering er nu færdigspillet – og det har været en god sæson for Himmelbjerg Golf Clubs hold.
3. division damer:
Vores damehold skulle for første gang spille i 3. division efter sidste års oprykning fra kvalifikationsrækken. Og damerne sikrede sig endnu en sæson i denne division, da de sluttede på en flot 2. plads i puljen.
De sidste spillerunder sluttede med nogle sjove resultater, da man om lørdagen tabte klart på udebane mod bundholdet fra Hobro, men efterfølgende vandt en flot hjemmesejr over puljens førerhold fra Aarhus Golfklub.
3. division herre:
Allerede inden de sidste to matcher havde vores herrehold i 3. division sikret sig sejren i puljen. Om lørdagen spillede man ude mod Jelling, hvor det blev til en delt match. Og om søndagen vandt man overbevisende med 11-1 over Lyngbygaard.
Det har været en flot sæson hidtil – og vi håber alle, at den afsluttes med en sejr i oprykningsfinalen mod Trehøje Golfklub, der spilles d. 16. september i Struer Golfklub.
Hvis det bliver til en oprykning til 2. division, skal holdet næste år spille en anden matchform en hidtil, da der i de øverste divisioner spilles tre foursome matcher om formiddagen og seks singlematcher om eftermiddagen. Og det er både lørdag og søndag.
5. division herre
Vores herrehold i 5. division endte på en andenplads i deres pulje. Man tabte desværre finalen mod Mollerup, men vandt sikkert hjemme om søndagen over Lübker – og så var placeringen sikret. Og det kan måske ende med at det er nok til en oprykning til 4.division, da puljevinderne fra Mollerup ikke kan rykke op, da de allerede har et hold i 4.division. DGU’s regler skal dog følges, så hvem der rykker op kommer an på mange faktorer, så vi afventer spændt resultatet.
Kvalifikationsrækken herre:
I kvalifikationsrækken herre måtte holdet tage til takke med en tredjeplads i puljen, efter to nederlag i de sidste matcher. Men, det var meget tæt på at det kunne være endt med en førsteplads, men de sidste marginaler var desværre ikke med holdet, hverken om lørdagen i gruppefinalen ude mod Søhøjlandet, eller om søndagen hjemme mod Hammel.
Det er dog positivt, at vi I de sidste tre matcher havde debut til hele 5 nye unge spillere, der alle banker på døren til næste års holdkort. Det tegner godt for HGC i de kommende år.
Til alle holdenes matcher var der sponseret bolde til alle spillere fra Palsgaard Spær. Og klubtrøjerne havde vi også fået delvist sponseret sidste år af Omni Clean og Hundrup Byg. Vi takker for sponsoratet.