Afskaffelse af lokalregel på hul 14

Regel- og Handicapkomitéen har med virkning fra sæsonstarten (åbningsturneringen) i 2018 besluttet at afskaffe lokalreglen på hul 14.

Vandhazarden på hul 14 skal derefter spilles efter de helt almindelige regler for bold i vandhazard (Regel 26). Du har derfor følgende muligheder:

  1. Hvis du er sikker eller så godt som sikker på, at bolden er i hazarden må du efter regel 26 lede efter bolden og spille den, som den ligger (uden straf) eller
  2. spille en ny bold derfra, hvor du slog dit sidste slag (giver et straffeslag) eller
  3. droppe en bold i en lige linje fra flaget, og der hvor bolden sidst krydsede grænsen til hazarden (giver et straffeslag).

Hvis du véd bolden er i hazarden, må du således ikke slå en provisoriske bold.

En eventuel provisorisk kan slås, hvis du tror bolden kan være tabt udenfor hazarden. Den provisoriske bold skal slås derfra, hvor den oprindelige bold blev slået.

 

Og hvorfor så afskaffe den regel?

Lokalreglen på hul 14 har været gældende i mange år, og den blev oprindeligt indført af hensyn til flowet på banen, og for at undgå, at spilleren gik ned i hazarden for at lede, og derefter skulle tilbage på kanten af hazarden for at slå en ny bold.

Imidlertid har rigtig mange spillere misforstået lokalreglen. Det har været den herskende opfattelse, at der altid måtte slås en provisorisk bold, hvis bolden kunne være i hazarden. Den opfattelse er ikke i overensstemmelse med lokalreglen, men Regel- og Handicapkomitéen forsøgte i 2017 – af hensyn til flowet på banen – at få tilpasset vores lokalregel, så den svarede til den almindelige opfattelse af reglen. Vores ønske blev imidlertid klart afvist af DGU´s Turnerings og Regel Komité med henvisning til, at hvis man er sikker på at bolden er i vandhazarden, og spørgsmålet blot er, hvorvidt den kan spilles eller ej, så må der ikke spilles en provisorisk bold – hverken efter denne lokal regel eller de almindelige golfregler.

Vi blev derfor nødsaget til at præcisere forståelsen af lokalreglen, hvilket vi gjorde i efteråret 2017.

I løbet af vinteren har vi drøftet lokalreglen i forhold til den nye fortolkning, og det er på den baggrund, at vi har besluttet, at den ikke længere tjener noget formål, hvorfor den afskaffes med virkning fra sæsonstarten.

Vi vil i løbet af foråret sammen med René se på, om hazarden er rigtig markeret, eller om vi kan gøre noget af den nuværende hazard til almindelig rough. Så vil spilleren have flere muligheder for at slå en provisorisk bold. Vi orienterer ud herom, når/hvis der sker ændringer.

 

Giver det ikke langsommere spil på hul 14?

Det er sandsynligt, at vi vil komme til at opleve lidt længere spilletid på hul 14, især hvis mange spillere skal ned og lede og så tilbage for at slå en ny bold fra kanten af hazarden.

Vores opgave i Regel- og Handicapkomitéen er dog at sikre, at reglerne kan forstås og at de følges. Derfor kan vi kun appellere til spillerne om at være opmærksomme på hvor bolden lander, og på at anvende drop-mulighederne i Regel 26-1.

 

Regel- og Handicapkomitéen marts 2018